Thomas Hartmann
Komiker
Kan du nævne tre ord, du forbinder med menneskehandel?
-
Slaveri
-
Frihedsberøvelse
-
Krænkelse
Hvad, synes du, Danmark kan gøre for at forhindre udvikling af menneskehandel?
Det bedste, man kan gøre, er at sætte fokus på, hvad det i virkeligheden er - de fleste bilder sig selv ind, at slaveriet er afskaffet, hvor sandheden er, at det stadig foregår. Hver dag. Lige foran os. Det er den værste form for frihedsberøvelse, idet mareridtet ikke er slut, når pigerne bliver fjernet fra deres familier og hjem. Det er først lige begyndt. Efter bortførelsen følger et fornedrende liv, hvor alle basale menneskerettigheder er glemt. Hvis man kan få danskerne til at indse det - det fulde omfang af det - vil de i højere grad være indstillet på at gøre en indsats for at komme fænomenet til livs.
Hvad, tror du, er de vigtigste udfordringer omkring menneskehandel i Danmark?
De vigtigste udfordringer er at udradere kundegrundlaget.
Det er en beklagelig kendsgerning, at den form for kriminalitet ikke kan kommes til livs via almindelige retslige instanser. Dertil er netværket ganske enkelt for stort og forretningen for lukrativ. Man kan heller ikke appellere til samvittigheden hos skruppelløse individer, som ikke har nogen samvittighed. Hvis vi skal ødelægge forretningsgrundlaget for folk, der betragter menneskeliv som en vare, skal vi ramme dem, hvor de forstår det... på økonomien. Det øjeblik, hvor varen ikke kan afsættes, er det ikke længere en god forretning.
I mine øjne er den allervigtigste udfording at få overbevist prostitutionskunder om, at de, såfremt de ikke fuldstændigt vil boykotte prostitution, i det mindste skal afholde sig fra at frekventere steder, hvor handlede kvinder arbejder.